Carsten Krog Pedersen
En januar morgen, hvor den kolde dis stadig lå langs en af Danmarks mest øde kyststrækninger, gik min kone og jeg en af vores ture langs havet. En tur der altid dulmer det foruroligende indre, som et menneske altid bærer med sig.
Pludselig kunne vi ude i disen, et stykke henne af den øde strand, se dette fortryllende syn; En stol plantet halvt nede i sandet, og vendt mod havet. Da vi kom nærmere kunne vi se, at fodspor hverken førte til eller fra denne stol. Den stod der bare, sunket ned i sandet og glemt for vores tid.
Vi gik videre af den øde strand, men kunne ikke glemme stolen.
Carsten Krog Pedersen