Pablo Llambías
Jeg ved ingenting om dans. Det er et godt sted at starte, at vide ingenting. Det er samtidig klart at det er en lodret løgn: At synge og danse er universelle menneskelige spasmer, ofte koblet til positivt eksalterede tilstande, men ikke nødvendigvis. Danser jeg af og til på mit kontor så boghylderne svajer frem og tilbage? Det er klart jeg gør. Glemmer jeg mig selv og synger højt til musikken indtil et øjebliks selvbevidsthed får mig til at lukke vinduet til gården? Det er klart jeg gør. Jeg har også forsø
På basis af akademiske studier og livslang nysgerrighed kan jeg kvalificere som litteratur- og kunstkritiker, men send mig ind og se Tjajkovskijs Svanesøen (1875–76), og jeg er en fuldblods synser . Sandt, uden akademiske studier kunne også jeg være dansekritiker, hvis jeg havde dyrket dans passioneret kunne jeg havde opøvet professionel kompetance på området. Heldigvis kan vi alle undre os og stille spørgsmål, hvilket må være det ultimative udgangspunkt for alle former for kritisk praksis. Under en bust
Jeg læser tre besynderlige bøger, og de er del af et danseprojekt. Hvordan hænger dette sammen? Broen her må være gestikulation. Det er en nydelse at observere en passioneret forelæser som bruger hele kroppen til at formidle sit budskab. Denne underviser, hun er mere end et hoved, jeg forstår hende bedre for hendes hænder og ansigtsudtryk gør ordene dybere, de skaber nuancer, og hun trækker mig ind i sine ord; hun ønsker at jeg skal forstå. Den lærer er en danser, kan man sige, men danseren er også en forto
Pablo Llambías